top of page

Lean skriver:

”Lille” beretning fra min deltagelse i Nordsjællands weekend EMT, 6-8. januar. 

Jeg kunne bo hos min søster i Helsingør, hvilket var overkommeligt med 30 minutters kørsel fra Helsingør til spillestedet. Fik arrangeret et møde på Sjælland torsdag (betalt tur…) og brugte så fredagen på forberedelser. 

En godt arrangeret traditionsrig turnering, der afholdes af Allerød skakklub under fine forhold på Allerød bibliotek. 

I alt 5 basisgrupper og en mestergruppe med deltagelse af to ældre GM´er (Hector og vinderen Høi)

94 deltagere, dog to sene afbud i netop min gruppe, hvorfor der kun var 14 spillere i denne gruppe. Ratinggennemsnit på ca. 1660 i min gruppe og jeg lå midt i feltet.

1. rundet lagde jeg ud mod en herre på 80 år med en slående lighed med den navnkundige tidligere statsminister Anker Jørgensen. 
Jeg vidste på forhånd, at han formentlig spillede noget London-agtigt. Jeg spillede derfor 1…d6 og fik hurtigt en fordel, da han forsatte ufortrødent med at spille som om jeg havde spillet e6.
Han spillede ganske hurtigt – aftenkaffen hjemme trak måske. Partiet sluttede reelt efter træk 20, da hvid overså en afdækkerskak. Hvid har lige slået på c4 og efter Dxa7 er der udfordringer i luften. 
 

I runde 2 ventede en ung mand lørdag morgen. Han forekom en anelse træt. Jeg spillede London med hvid og han spillede ganske upræcist. I træk 11 lavede han både en strategisk og taktisk bommert ved at spille Lg5

Jeg slog naturligvis løberen efterfulgt af Se4-d6, hvorefter både min springer og løber på h2 er et par bidske bæster. 

I nedenstående stilling kunne jeg have gjort kort proces med Tg5, men blev forsigtig og spillede Tde1 for at undgå at dronningen kunne drille, men det er helt ufarligt. Efter Tg5 hænger Txg7+ og Le5 i luften.

Til sidst blev sort desperat og slog her tårnet på e5 med springeren, hvilket koster materiale.

Efter lidt massage sluttede partiet med denne stilling nedenfor, hvor jeg efter Dh6, g5 og Sf6+ havde valget mellem mat i en på g8 eller mat med tårn + springer efter at have ofret dronningen på h7 – jeg valgte det første (han gav ikke op)

I 3. runde mødte jeg igen en ung mand. Hans bror spillede i mesterklassen og er FM. Han spillede med hvid e4 og vi endte i en variant med tidlig dronningeafbytninger, hvor hvid kun vanskeligt kan spille sig til en fordel. Han kendte ikke – som jeg – varianten og jeg fik ret let skabt svagheder hos ham, hvorefter han faldt fra hinanden til sidst. Skønt at se ham lide over brættet og lede frustreret efter vejen til fordel – forgæves.

I 4. runde møde jeg med hvid en fra Helsingør på 60 år. Jeg havde 3 point og han 2½.

Åbningen blev igen London. Sorts stilling blev hurtigt passiv. Han fik ikke modspil på dronningefløjen og tabte kampen om feltet e5. Her forsøger han at slå igen med f6. Her tænkte jeg, at en del af sorts officerer ikke er meget mere end forvoksede bønder plus at løberen ikke kan flytte, hvorfor jeg tillod mig at spille Sdf3. Stockfish kvitterer med to !!
 

Herefter blev det vildt. I denne stilling kørte jeg på med Lxh7+ og computeren mener igen, at det fortjener to !!

Herefter gik det desværre ned ad bakke for mig, tror visualiseringskunsten svigtede mig og jeg fik ikke regnet det nok til ende.

I nedenstående stilling spillede jeg Dh4+??, hvilket jo virker logisk, da der næsten er mat på h7 efter Sg5. Sg5+ i første omgang er dog langt bedre. Jeg overvejede det også, men tænkte en hurtig mat var mere tiltalende. Problemet er bare, at sort efter tårnafbytninger redder skinnet. Jeg regnede ikke konkret på TxT, da jeg pr. automatik forkastede det som en mulighed – afbytning af den nærmeste forsvarende brik virkede vanvittigt… Men efter afbytningen kommer springeren fra d7 til undsætning samtidig med at løberen dækker bonden på e6. 
 

Ovenfor kunne jeg have reddet stillingen med Dh5, men jeg spillede Dh8+?? Herefter kan sort flygte med kongen efter nogle skakker, men han kunne ikke overskue det og det sluttede med en heldig remis (Sh7-g5 og Kf8-f7). Surt når et smukt angreb var bygget op, men man så ikke magtede at lukke sækken helt. 

Sidste runde blev rundet af med endnu en ældre herre. Jeg havde sort og vi spillede samme afbytningsvariant som i runde 3. Samme resultat – positionelt spil med små fordele til følge, hvilket i sidste ende blev vekslet til en vundet stilling. 

Hvid – 1½ point. Sort – 3 point. Udelt 1. plads med 4½ af 5 og en ratinggevinst på 81.

bottom of page